Hvis du er soloselvstændig, kender du følelsen: Dagen er gået med kundeopgaver, og så ligger administrationen og venter om aftenen. Mails der skal besvares, tilbud der skal skrives, bilag der skal sorteres.

Det var præcis der, jeg selv stod for et par år siden. I dag klarer AI en stor del af de opgaver for mig – og nej, det kræver hverken teknisk baggrund eller dyre systemer. Det kræver bare, at du ved, hvor du skal starte.

Her er de fem opgaver, jeg altid anbefaler at begynde med. Det er også dem, jeg starter med, når jeg hjælper mine kunder i gang.

1. Udkast til mails og kundesvar

Det mest oplagte sted at starte. I stedet for at stirre på en tom mail i ti minutter, beder du AI om et udkast: “Skriv et venligt svar til en kunde, der spørger om leveringstid, vi er ca. en uge bagud.”

Du får et udkast på sekunder, retter det til i din egen tone og sender. De ti minutter bliver til to. Det lyder ikke af meget, men gang det med antallet af mails, du skriver om ugen, så bliver det pludselig til timer.

Vigtigt: Send aldrig AI’ens tekst ufiltreret. Det er dit udkast, ikke dit færdige svar. Din tone og din dømmekraft er stadig det, kunden køber.

2. Tilbud og standarddokumenter

De fleste tilbud følger samme skabelon: Hvad er opgaven, hvad koster det, hvad er betingelserne. AI er fremragende til at tage dine stikord “10 timers konsulentbistand, opstart 1. august, faktureres månedligt” og forvandle dem til et professionelt og gennemarbejdet tilbud.

Lav én god skabelon sammen med AI, og genbrug den. Næste gang tager tilbuddet et kvarter i stedet for en aften.

3. Referater og opsamling efter møder

Sidder du og skriver noter under kundemøder, som du aldrig får renskrevet? Diktér i stedet dine stikord til AI bagefter (eller indsæt dine rodede noter) og bed om et struktureret referat med aftaler og næste skridt.

Det giver dig to ting: Et dokument du kan sende til kunden samme dag (“Tak for mødet – her er det, vi aftalte”), og en huskeliste til dig selv. Begge dele signalerer professionalisme, og det tager fem minutter.

4. Tekster til hjemmeside og sociale medier

Du behøver ikke være tekstforfatter for at have en hjemmeside, der sælger. AI kan hjælpe dig med at formulere dine ydelser, skrive produktbeskrivelser og lave udkast til LinkedIn- og Facebook-opslag.

Tricket er at fodre AI’en med din virkelighed: Hvem er dine kunder, hvad gør du anderledes, hvordan taler du normalt? Jo mere konkret du er, jo mindre lyder resultatet som alle andres. Generiske prompts giver generiske tekster.

5. Strukturering af tal og lister

Har du et regneark med kundedata, der trænger til oprydning? En liste over årets udgifter, du gerne vil have overblik over inden mødet med revisoren? AI kan sortere, kategorisere og opsummere data, så du slipper for at gøre det manuelt celle for celle.

Her gælder én vigtig regel: Del aldrig følsomme personoplysninger eller fortrolige kundedata med AI-værktøjer uden at have styr på, hvor dataene ender. Brug anonymiserede data, når du øver dig.

Sådan kommer du i gang

Vælg én af de fem opgaver, ikke alle fem på én gang. Brug AI til den opgave hver dag i en uge. Når det sidder, tager du den næste.

Det er sådan, jeg selv arbejder, og det er sådan, jeg hjælper mine kunder med at komme i gang: ét konkret skridt ad gangen, med udgangspunkt i de opgaver der faktisk fylder i din hverdag.

Er du i tvivl om, hvor du skal starte i netop din virksomhed? Lad os tage en snak, book et gratis møde og lad os se om der er et match.